Tabt arbejdsfortjeneste
Hvis du er forælder til et barn under 18 år med diabetes, kan du ind imellem være nødt til at tage fri fra arbejde for at være hos dit barn i forbindelse med behandlingen. Hvis dit fravær fra arbejdet medfører et tab af indtægt, kan du søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste hos kommunen.
Den tabte arbejdsfortjeneste bliver fastsat på baggrund af din indtægt. Ydelsen har i 2026 et loft på 38.379 kr. for den månedlige ydelse, du kan få dækket. Hvis du sparer udgifter til transport til og fra arbejde, bliver de sparede udgifter fratrukket din ydelse med tabt arbejdsfortjeneste.
Søg hos din kommune
Kommunen afgør, om du er berettiget til at få tabt arbejdsfortjeneste på baggrund af en individuel vurdering. Vurderingen sker ofte på grundlag af en udtalelse fra hospitalet, og derfor er det en god idé at kontakte dit barns diabetesbehandler på hospitalet, inden du søger om tabt arbejdsfortjeneste.
Tabt arbejdsfortjeneste bliver normalt bevilget til den ene af barnets forældre. Som forældre kan I selv beslutte, hvem der skal være hjemme. Der er også mulighed for at I skiftes til at være hjemme, så længe der kun er én forælder hjemme ad gangen.
Hvis den ene forælder allerede er hjemme, for eksempel på grund af sygemelding, men alligevel kan tage sig af barnet, vil den anden forælder normalt ikke få bevilget tabt arbejdsfortjeneste.
Når barnets diabetes lige er opdaget, og barnet er indlagt på hospitalet, vil begge forældre under indlæggelsen normalt være berettiget til få tabt arbejdsfortjeneste.
Du skal have et indtægtstab
For at få tabt arbejdsfortjeneste skal du have tilknytning til arbejdsmarkedet og have et dokumenteret indtægtstab, som kommunen kan kompensere. Fraværet skal som udgangspunkt overstige minimumsgrænsen på tre dage. Husk, at du ikke kan søge om ydelsen med tilbagevirkende kraft. Ved akut indlæggelse kan kommunen vælge at gøre undtagelser som for eksempel, når barnet lige har fået konstateret diabetes.
Selvstændige kan også være berettiget til tabt arbejdsfortjeneste. Det er lettest, hvis man driver virksomhed i selskabsform, for eksempel et anpartsselskab (ApS). I enkeltmandsvirksomheder, hvor indtægten afhænger af virksomhedens overskud, kan det være vanskeligt at dokumentere et løntab.
Der er normalt ikke problemer med at få bevilget tabt arbejdsfortjeneste, når barnet lige har fået diabetes. I Region Midtjylland vil hospitalet ofte udarbejde ansøgningen til din kommune. Kommunerne har ofte op til 12 ugers sagsbehandlingstid og nogle gange længere. Derfor kan der gå lidt tid, før du får tildelt ydelsen, og din løn bliver kompenseret.
Hvis barnet bliver indlagt igen
Det sker heldigvis sjældent, at børn med diabetes bliver indlagt på hospitalet bortset fra den første tid efter, diagnosen er stillet. Men hvis der opstår komplikationer, som betyder, at en forælder skal være hjemme hos barnet på grund af diabetes, kan man søge om tabt arbejdsfortjeneste. Det kan være på fuld tid eller nedsat tid.
Læs mere
Kompensationsberettigende ydelser
Når du har et barn med diabetes, har du mulighed for at søge om at få dækket de udgifter, du har på grund af barnets sygdom. Det kan for eksempel være udgifter til medicin, juice og druesukker samt transport til og fra konsultationer.
Du kan søge om at få dækket udgifterne efter reglerne om kompensationsberettigede ydelser hos din kommune.
Hvis du har et barn under 18 år med type 1-diabetes, kan I få hjælp til dækning af udgifter, som er kompensationsberettigede. Udgiften skal være nødvendig som følge af barnets diabetes.
Andre kroniske sygdomme
Hvis barnet har udgifter til andre kroniske og indgribende sygdomme, er der mulighed for, at kommunen vil lægge de udgifter med i beregningen. Det gælder også, hvis der er søskende, der har en kronisk eller langvarig sygdom, der er indgribende.
Jeres udgifter skal samlet overstige en minimumsgrænse, der i 2026 er på 6.960 kr. om året. Ydelsen bliver udbetalt som et standardbeløb på 1.155 kr. om måneden i 2026.
Det er sjældent, at man alene på grund af udgifter til sit barns diabetes kan få en kompensationsydelse. Barnet skal normalt have udgifter til andre kroniske og indgribende sygdomme eller have søskende, der har det, før man kan få udbetalt en ydelse.
Hvis udgifterne overstiger 25.080 kr. om året i 2026, inden for udgiftskategorierne nedenfor, kan du få disse udgifter dækket sammen med et standardbeløb på 523 kr. om måneden i 2026.
Udgiftskategorier
Udgiftskategorierne er:
- Kost- og diætpræparater
- Medicin
- Befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil
- Forhøjet husleje
- Fritidsaktiviteter
- Handicaprelaterede kurser
- Beklædning
- El, vand og varme
- Andre kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.675 kr. i 2026
Læs mere
Læs mere om reglerne for kompensationsberettigende ydelser: