Type 2-diabetes
Er du voksen med type 2-diabetes i Aarhus? Læs om behandling af type 2-diabetes i Region Midtjylland.
Om behandling af type 2-diabetes
Har du type 2-diabetes, foregår din behandling som udgangspunkt hos din praktiserende læge og lokale sundhedscenter.
Her kan du hente information og råd om at holde et stabilt blodsukker med kost og motion.
Behandling af højt blodsukker
Nogle gange er det ikke nok at behandle type 2-diabetes via kosten. Derfor kan nogle personer med type 2-diabetes have behov for forskellige former for medicin til at sænke blodsukkeret.
Formålet med den medicinske behandling er at holde blodsukkeret så tæt på et normalt niveau som muligt. Det er med til at forebygge følgesygdomme til type 2-diabetes.
Læs og lær mere
Insulin er et livsvigtigt hormon, der dannes i bugspytkirtlen og udskilles til blodet. Insulin er nødvendigt for, at cellerne i din krop kan optage det sukker fra blodet, de skal bruge for at udføre deres funktion.
Hos personer med type 2-diabetes producerer bugspytkirtlen stadig insulin. Men hos nogle er den insulin, de selv producerer, ikke af 'god nok kvalitet'. Hos andre vil cellerne ikke tage godt imod kroppens egen insulin.
Flere forskellige typer medicin kan hjælpe til at sænke blodsukkeret hos personer med type 2-diabetes.
Læs mere hos Videncenter for Diabetes:
Graviditet og diabetes
Har du diabetes, og går du med tanker om at blive gravid, er det en god idé at tale med din læge.
Du kan også blive henvist til en samtale med én af vores speciallæger inden for graviditet og diabetes.
Mad som behandling ved type 2-diabetes
Har du type 2-diabetes, er fokus i din behandling at spise sundere. Både mængden og typen af mad har betydning for dit blodsukker, blodtryk, kolesteroltal og din vægt.
Find gode råd om mad og madopskrifter
- De officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen gælder også, når man har diabetes. Få inspiration til en sund livsstil på www.altomkost.dk.
- Gå på opdagelse i Diabetesforeningens mange opskrifter og læs forskellige temaer om sunde vaner og mad.
- Steno Diabetes Center Copenhagen deler løbende nye opskrifter til dagens måltider. Til hver opskrift er der udarbejdet en næringsberegning.