Diabetesteknologi
Når man har diabetes kan man få forskellige former for teknologi til at måle sit blodsukker og dosere insulin.
Teknologien inden for behandling af diabetes er i konstant udvikling og antallet af patienter med diabetes, der bliver tilbudt teknologi, stiger.
Hvem kan få hvilken teknologi?
Du kan få tilbud teknologi til behandling af din diabetes hos din diabetesklinik. Det bliver vurderet ud fra dit behov. Der er særlige behandlingsmæssige kriterier, som skal være opfyldt for at insulinpumpebehandling kan tilbydes.
Det er politisk besluttet, at alle med type 1-diabetes i Region Midtjylland får tilbudt en sensor inden udgangen af år 2028.
Sensorer bliver derfor løbende tilbudt til alle med type 1-diabetes i Danmark.
Sensorbaseret glukosemåler
En sensor er et alternativ til fingerprik.
Med sensoren kan man se sin blodsukkerværdi døgnet rundt uden at skulle prikke sig i fingeren.
Sensoren sættes i underhuden, for eksempel på overarmen eller maven. Blodsukkerniveauet aflæses enten via en separat aflæser eller via en app på ens mobiltelefon.
En sensor kan bruges alene eller i kombination med en insulinpumpe.
Insulinpumpe
En insulinpumpe er en lille maskine, der er programmeret at frigive den mængde insulin, som kroppen har brug for.
Insulinpumpen er indstillet, så den henover døgnet tilfører basalinsulin.
Når man spiser et måltid med kulhydrater, giver insulinpumpen ikke automatisk ekstra insulin. Derfor skal man holde øje med, hvor mange kulhydrater man spiser.
Fortsæt med at måle blodsukker
Det er vigtigt, at måle sit blodsukker før et måltid og vurdere, hvor mange gram kulhydrater måltidet består af.
Begge dele indtastes i insulinpumpen før måltidet, og så foreslår pumpen den nødvendige mængde insulin.
De nyeste insulinpumper fungerer sammen med en glukosesensor og afgiver efter behov en passende mængde insulin baseret på sensorværdierne.