Når du bliver otte år, bliver du inviteret til gruppemøder sammen med din sygeplejerske og andre børn med diabetes på samme alder som dig.
Fra du er 8 år, bliver 2 af dine almindelige samtaler erstattet med gruppemøder.
På et gruppemøde er du sammen med andre børn med diabetes på samme alder som dig. Din sygeplejerske er der også. Du kommer til at lære om diabetes på en ny måde, og du lærer andre børn med diabetes at kende.
Vi glæder os til at se dig!
Første gang vi mødes, skal vi være sammen en hel dag og lave nogle sjove aktiviteter sammen, så vi lærer hinanden at kende.
Denne dag er vi mange sammen, men når du fremover kommer til gruppemøder, vil det være med en mindre flok.
Du får en invitation til diabetes-campen, når tiden nærmer sig.
Når du har været på diabetes-camp, vil du 2 gange om året mødes med din gruppe – det vil sige hver anden gang, du kommer i ambulatoriet. En gruppe består af dig og cirka 6 andre børn og dine kendte behandlere.
- Vi er sammen i et par timer, hvor vi laver forskellige aktiviteter og lærer om diabetes på en ny måde.
- Vi skal for eksempel quizze, på kulhydrat-løb, lave mad, høre historier og meget andet.
Til hvert gruppemøde får du målt dit langtidsblodsukker. Har du eller dine forældre brug for at tale med din læge, kan I blive ringet op efter gruppemødet.
Når du er til gruppemøde, kan dine forældre hygge sig sammen med de andre forældre. Nogle gange vil dine forældre også få undervisning, så de kan blive lige så kloge som dig.
Du skal stadig mødes med din kontaktlæge og sygeplejerske sammen med dine forældre 2 gange om året, som du gør nu. Her er alt, som det plejer at være.
- Dit sundhedskort
- Hurtige kulhydrater (vi sørger for lidt let mad)
- Dit diabetesudstyr
Hvis du har behov for at regulere insulin, skal dine forældre uploade data fra din pumpe/libre/blodsukkerapparat og senest 2 dage inden dit gruppemøde give besked om via mail (auh.sdca.born-unge@rm.dk), at I ønsker få kigget på dine blodsukre.
Mød Elliot og vennerne til gruppemøde på Steno Diabetes Center Aarhus
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.